Julen er for mange forbundet med hygge, fællesskab, ro og nærvær.
Men det er ikke en glædelig tid og hjerternes fest for alle.
Tværtimod.
For nogle betyder julen en eskalering af den vold som de dagligt lever med.
Også den psykiske vold.
Derfor er det en tid hvor de kan føle sig mere isolerede og bange.
Mange af os har forventninger til hvordan julen skal være, der er mere pres på end ellers. For mange er økonomien er spændt helt til bristepunktet. Der er julefrokoster og i mange tilfælde et øget alkoholindtag.
Ønsket om den perfekte jul kan øge stress og konflikter i hjemmet.
Alt sammen en farlig cocktail hvis du lever med en der gerne vil have kontrol og magt over dig og som samtidig har svært ved at regulere sit temperament.
De sociale arrangementer som julefrokoster og andre sammenkomster kan trigge behovet for kontrol og øge overvågningen. F.eks. at hente dig, at kommentere på dit tøj og udseende og måske skal du stå skoleret når du kommer hjem. Det kan også være at du får en tidsramme du må være ude i, hvis du overhovedet får lov.
Der kan være flere vredesudbrud og tiden sammen derhjemme kan resultere i at I alle går på listefødder for at undgå konflikter. Også børnene.
Det kan være sværere for dig at finde et ”helle” hvor du ikke er i ”skudlinjen”. Den psykiske vold som du udsættes for i dagligdagen kan føles intensiveret idet I er sammen uden pauser (job og andre aktiviteter) som ellers kan fungere som pusterum.
Til dig der er skilt
Jer der er skilt kan også opleve at chikanen, post separation abuse eller den psykiske vold øges.
Hvorfor? Fordi der er så mange muligheder for at genere ved udøve kontrol, være passiv aggressiv eller udøve magt.
Der er ofte flere ting omkring børnene som skal koordineres.
Overleveringer, gaver og sammenkomster som kan give anledning til øget kommunikation, planlægning og logistiske udfordringer.
Alt sammen noget som kan øge din stress og påvirke børnene.
Så hvordan kan du passe på dig selv i denne tid. Hjerternes tid.
Først og fremmest.
Vid at du ikke er alene ❤️
Vid at den skam som du måske føler – er du ikke alene om at føle. Det gør ikke at din skam forsvinder jeg ved det. Men måske det kan lindre den lidt. Husk dig selv på at du gør det så godt som du overhovedet kan. Måske er det en nærmest umulig situation du står i.
Måske kalder tiden på overvejelse om hvordan din næste jul skal se ud?
Hvad du kan gøre for at passe på dig selv?
Og hvordan du drømmer om at jeres jul skal være?
Hele tiden med den betragtning at du formentlig ikke kan ændre din partner.
Søg hjælp og støtte i dit netværk. Tal med andre om hvordan du har det og brug dem som undskyldning til at komme ud af huset uden din partner.
Forsøg at skabe små øer af pusterum til dig selv. Læg dig på din seng, med lidt beroligende musik i øret, gå en tur. Tag et langt bad. Skriv dine oplevelser, tanker og følelser ned (et sikkert sted).
Husk at du kæmper og gør en hel masse, også selvom det ikke er synligt for dine omgivelser.
De kan bare ikke se det.
De ser ikke hvordan du beskytter dig selv og børnene imod konflikter ved at hele tiden være et skridt foran derhjemme.
Hvordan du lægger dig fladt ned for at deeskalere.
Hvordan du tilsidesætter dine egne behov for ikke at skabe konflikt.
Hvordan du hele tiden er opmærksom på at gøre de ting som du ved at din partner vil have for ikke at blive sur, irriteret eller lægge dig på is.
Husk du formentlig gør alt for at du ikke ødelægger stemningen derhjemme.
Hav omsorg med dig selv og se på dig selv med kærlige øjne.
Helt som du ville hvis det var en du holdt af som stod i samme situation som dig.
Kærligst Anne-Cathrine 💚
Comments