top of page
Forfatters billedeAnne-Cathrine Blegvad

Ramt af utroskab? Få gode råd til at komme videre her.

Opdateret: 5. mar. 2022


Når vi rammes af utroskab så kastes vi ud i et følelsesmæssigt uvejr. Mange af os bliver fortvivlede og mister troen på kærlighed, troen på os selv og tilliden til vores partner. Men er utroskab enden på forholdet eller er der en vej igennem?


Hvad er utroskab?

Utroskab kan både være fysisk og følelsesmæssige relation. I bund og grund så handler utroskab om at du deler en intimitet, enten fysisk eller følelsesmæssigt eller begge på samme tid, med andre end din partner, bag om deres ryg. Det vil sige det ikke er en del af jeres aftale, kontrakt eller lignende.


Hvorfor er vi utro?

Utroskab kan opstå når vi føler os overset. Altså hvis den følelsesmæssige kontakt er brudt. Det kan være i kortere og længere tid. En brudt følelsesmæssig kontakt kan være grundet meget arbejde i en periode, mange konflikter, generelt travlhed eller at I bare er gledet fra hinanden. Denne brudte kontakt kan resultere i at en af jer kaster sig over noget andet. Det kan være en ironmand, arbejde eller utroskab. Betyder det at kærligheden er forsvundet? Nej ikke nødvendigvis. Men det at blive set og beundret er forførende især hvis I lever hver jeres liv uden kontakt og/eller kontakt præget af skænderier og kritik.


Det kan også handle om at du længes efter noget i dig selv. Noget du ikke har været i kontakt med længe. Noget der bliver vækket til live igen. Det kan være suset ved en nyforelskelse. Alt er nyt og forunderligt. Det kan være det frække og spændingen ved at være hemmelige. Væk fra hamsterhjul og praktik. For andre er det et springbræt videre, væk fra noget som ikke fungerer mere.


Hvad sker der når vi udsættes for utroskab?

Den bedragede oplever chok, fortvivlelse, vrede og sorg. Når grundpræmissen om at eksklusivt parforhold trues, så kan det medføre at vi kastes ud i en livskrise. Alt er usikkert og der opstår mange spørgsmål. Kan jeg nogensinde stole på dig igen? Er jeg ikke nok for dig? osv.

I nogle tilfælde kan det resultere i, at den bedragede får flashbacks (forfulgt af ubehagelige og ufrivillige billeder af hvordan utroskaben har taget form). Fantasien der løber af med dig. Det kan være meget pinefuldt og ubehageligt.


Hvordan håndterer jeg utroskab?

Det er naturligt at reagerer og mærke mange forskellige følelser når din partner har været utro. Fortvivlelse kan resultere i modløshed og det kan være at du føler dig handlingslammet. Det kan også være at du får energi af at handle og mange af dem jeg møder som har været udsat for utroskab får et højt aktivitetsniveau som resultere i at de holde sig i gang hele tiden. Det er faktisk svært at sætte sig ned og mærke hvordan de har det. Mistilliden kan medføre at du har brug for at vide alt. Hvad der er sket og hvorfor det er sket. Måske kan du have lyst til at tjekke din partners telefon, mail og sociale medier. Det kan være det er et krav hvis fra dig hvis I skal være sammen. Det er helt forståeligt at du bliver ramt af usikkerhed og det store spørgsmål om du kan stole på din partner igen.


I nogle tilfælde kan den dominerende følelse være vrede og en følelse af berettigelse for den der har været udsat for utroskab. Det er dog vigtigt at understrege at det er ikke et "carte blanche" til at dyrke vreden. Det er indimellem tilfældet at den der har været utro skal stå til regnskab for sine gerninger og bøde i årevis efter. Den bedragede kan føle sig berettiget til denne adfærd i lang tid.


Det er naturligt at der er en vrede i en periode, men det skal gerne ophøre og resultere i konstruktive samtaler. For som oftest er der jo to i et parforhold og de to har begge ansvar for at få parforholdet til at fungere. Pleje af parforholdet og omsorg for hinanden.

God kommunikation omkring længsler, behov og grænser.


Bonusinfo: Forskning viser at når de bedragede selv opdager utroskaben så rammer det hårdest.


Bonusinfo: Er du pårørende til et par hvor der har været utroskab, så er et godt råd at pakke fordommene væk. Hav omsorg for at de forsøger at løse deres problemer sammen. Nogle af de par jeg har mødt som har været igennem utroskab oplever at møde manglende forståelse og fordømmelse fra omgivelserne hvis de vælger at blive sammen. Det medfører skam over beslutningen om at kærligheden sejrer trods utroskab og det er en yderligere stressor at skulle håndtere.


Gode råd til at komme videre efter utroskab sammen:

1) At genopbygge sit parforhold efter utroskab tager tid og det vil for mange kræve flere genbesøg via samtaler om utroskaben. Også selvom det er pinefuldt for begge parter.

Husk at møde hinanden med nysgerrighed. Hold fokus på hvorfor kontakten mellem jer blev brudt. Hvad var det der skete? Hvad var årsagen til at en af jer havde brug for at få dækket behov udenfor forholdet? Hvad længes I efter i jeres forhold (følelsesmæssigt og fysisk)? Hvad er vigtigt for jer hver især? Genopdag hinanden. Hold jer fra slibrige detaljer. Det er ikke konstruktivt og hvad er formålet med det? Fokus skal være på, at I skal få genopbygget den følelsesmæssige kontakt, tillid og ligeværd.


2) Grundlæggende er dette en mulighed for at kigge parforholdet godt efter i sømmene. Mange mister sig selv i parforholdet. Tag evt. kontakt til en parterapeut hvis I vil blive sammen. Du kan også søge hjælp alene til at få repareret din mistede tro på omverdenen og andre, og ikke mindst på dig selv. For det at tilgive utroskab er ikke nemt og det er en lang proces som også kræver noget af dig hvis du er blevet bedraget. Tilgivelsen handler ikke om at skulle acceptere alt, men handler om at gøre op med dig selv om du vil acceptere at utroskaben er sket og nu vil forsøge at kommer videre sammen.


3) Har du været utro så tager det tid at komme sig. Så vigtigst af alt giv din partner tid til at bearbejde chokket, tillidsbruddet og trygheden. Der er ikke noget kvik fix. Også selvom det kan være ubehageligt for dig at stå i og ikke vide om du er købt eller solgt. Du kan have lyst til at presse på for at få svar og garantier. Men giv plads og accepter at der komme til at være tider med tvivl og sorg også selvom I er ved at bygge jeres fundament op igen.


Jeg tager aktuelt ikke nye par ind, kun individuelle samtaler. Så har du været udsat for utroskab og ønsker hjælp til at håndtere det uden din partner er det en mulighed hos mig.




782 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page