En skilsmisse kommer ofte med tab.
Store tab. Det gjorde min i hvert fald.
Udover det åbenlyse tab ved at miste drømmen om, at give mig selv og børnene en kernefamilie, er der andre tab som ikke umiddelbart er åbenlyse for dig eller andre når du bliver skilt.
Der var flere ting der kom bag på mig da jeg blev skilt og som jeg synes var med til at gøre det svært.
Denne blog er ikke lavet for at hænge nogen ud eller lyde pjevset. Den er ene og alene lavet for at du ikke skal føle dig alene og forkert som jeg gjorde. Den er også skrevet så du ved at skilsmisse er en kompleks størrelse og den er ikke kun tabet af kernefamilien og at gøre sine børn til skilsmissebørn. Det er meget mere end det. Stort som småt.
1️⃣ Har du mødt nogen?
Alle havde travlt med at jeg skulle finde en kæreste. Også selvom mit behov var at komme helt hjem til mig selv. Det var spørgsmål nr. 1 har du fundet en ny?
Selvom hensigterne var gode, så følte jeg mig forkert.
Jeg tror det handler om at jeg skulle passe ned i en kasse og det var svært for omgivelserne at forstå at jeg ikke lige var klar til det. Men det er også et udtryk for, tror jeg, at det er svært at forstå hvor hårdt en skilsmisse rammer hvis du ikke selv har prøvet det. Det er simpelthen ubegribeligt for andre at det kan være så konfliktfyldt og at behovet bare her og nu ( i mange år for mit vedkommende) var at passe på mig selv og børnene. Jeg kan også huske at jeg tænkte at jeg ikke på nogen måde kunne tillade mig at lægge mig i fosterstilling over kærestesorg i den første tid efter skilsmissen. Det er jo reelt en risiko at blive forelsket og forladt. Det ville jeg ikke byde mine børn. De havde brug for mig 100% og jeg tror også at jeg havde brug for at være der for dem, fordi jeg følte så meget skyld over at have gjort dem til skilsmisse børn.
Jeg kan også huske at det var vigtigt for mig at sige at jeg havde valgt at blive skilt også selvom at jeg ikke havde mødt en anden. Det var et valg jeg tog for mig. Men jeg tror også det var en forsigtig måde at tage afstand fra min eksmand ved at sige at der ikke var nogen anden end ham der var katalysator for vores brud.
2️⃣ Ferier med børn
Ferier alene med børn kunne føles endeløse og til tider helt uoverskuelige. Selvom mine børn er og var skønne, kunne en 3 ugers ferie alene med dem være overvældende.
Jeg kan huske en af mine første ferier i et sommerhus i Danmark i regnvejr i 3 uger - var simpelthen mit lavpunkt. Børnene hyggede med kammerater (hvilket var skønt) i mens jeg sad på Instagram og fulgte med i andres feriebilleder. Den ferie blev afgørende for mig. Jeg lovede mig selv at jeg altid skulle ud og rejse med mine børn i sommerferien. Jeg ville aldrig udsætte mig selv for den slags ferie igen. Det var simpelthen ikke godt for min mentale sundhed.
Men når det er sagt så er det at rejse med børnene fantastisk. Vi har været så mange fede steder. Vi har været i Mexico, New York, Grækenland og Thailand m.m.
Vi har sådan nogle dejlige minder fra de ture og jeg er super stolt over at jeg har fået de oplevelser med dem. Men det er jo bare ikke kun idyl. Det er hårdt og føles som et stort ansvar at arrangere og økonomien er også krævende.
Mit vildeste minde er fra min tur til NY med begge børn. De var 7 og 10 år. Jeg skulle leje en bil og køre ud af NY med dem. Det var mega skræmmende fordi jeg var så bange for at tage en forkert afkørsel og lande et sted, som ikke var sikkert for os der sent om aftenen. Men det gik og vi havde en dejlig tur.
3️⃣ Parmiddage blev noget der var engang
Vi havde mange gode venner inden vi blev skilt. Mange af dem så vi regelmæssigt til middage. Men da vi blev skilt så var det ligesom slut med parmiddage (selvfølgelig var der undtagelser, men det var få). . Hvilket jo giver god mening fordi jeg ikke var en del af et par. Men alligevel undrer det mig at det er så konformt at vi kun inviterer par til parmiddage. Middags invitationerne udeblev og der blev virkelig stille. Det var virkelig hårdt og kunne føles enormt ensomt.
4️⃣Søndage
Uhhhh de søndage kunne føles endeløse. Der var så stille at det ikke at man kunne høre en knappenål falde til jorden. Søndage er ofte dage hvor familien er samlet. Det var her jeg følte mig allermest ensom. Det var svært for mig at række ud og jeg var bange for at forstyrre kostbar familie-tid. Men her er det så vigtigt at have et singlenetværk så der er nogen at spise søndagsmiddag med eller gå en tur med.
5️⃣ Venskaber
En skilsmisse koster. Også på venskaber. Det har vært en af de sværeste konsekvenser for mig. Tabet af kære og årelange venskaber var virkelig svært for mig og enormt sorgfuldt. Det var en høj pris at betale. Men det er også svært at være venner og jonglere en højkonfliktsskilsmisse. Nogle bliver også bare udmattede. Men det gør det ikke mindre svært at forstå.
6️⃣ Skolearrangementer
Når der var arrangementer på skolen, til fester og andre sammenkomster. At komme alene har været svært og jeg vidste ikke altid hvor jeg skulle gøre af mig selv. Det er jo bare så familievenligt og den helt store konfrontation om, at jeg var alene uden en at dele børnene med. Systemet er stadig gammeldags hvad det angår.
Jeg kan huske at de sammenkomster på skolen med picnic, hvor man skulle medbringe tallerkner og picnickurv - fuck mand altså. Jeg kom altid halsende ind med pizzaer fordi jeg var bagud med job og praktik. De andre (familierne) sad med deres madkurve, tallerkner og pæne servietter - totalt overskudsagtigt. Der var det meget tydligt for mig at jeg stak ud. Men jeg tror børnene elskede at de fik pizza og måtte dele med de andre børn.
7️⃣ Fester
Ej den kunne også være strid. At møde op til fest og være alene. Pyha. Der vidste jeg heller ikke altid hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg følte ligesom at jeg godt kunne have et skilt i panden og at alle kunne se min angst. Der måtte jeg indimellem gå udenfor og sidde og få tiden til at gå i skjul. Jeg kunne simpelthen ikke overskue at stå og træde mig selv over fødderne. Og ja jeg kunne jo også selv tage ansvar. Tro mig det gjorde jeg. Men indimellem er det virkelig svært at komme ind i en samtale eller starte en samtale med fremmede. I hvert fald for mig. Det kunne virkelig give mig angstanfald.
8️⃣Instagram
Og den her er jo som sådan ikke et tab. Men det var ikke nemt at se på alle de fine familiebilleder som blev lagt op fra andres ferier, familiemiddage, familieture, højtider osv. Det kunne være ren selvtortur at se på Instagram indimellem. Men det er jo ikke et stort tab at lade være, bare et tab af en tidsrøver.
9️⃣ Voksen tid
Det kunne jeg godt savne. Særligt når jeg kom hjem fra arbejde og skulle lave mad og spise med børnene. De kan have en alder hvor de ikke fortæller mega meget om deres dag og når jeg spurgte så fik jeg enstavelsesord. Der kunne jeg virkelig savne en anden voksen til at få lidt mere dynamik over køkkenbordet.
Men hey, når det er sagt er der jo løsninger på det hele, selvfølgelig er der det. Men det ændrer ikke på at det faktisk var chokerende hvor vidt strækkende konsekvenser en skilsmisse har og også hvordan vores samfund er skruet sammen. Der var så mange ting som jeg ikke havde forudset ville være svære inden skilsmissen.
Selvom der var enorme tab, havde jeg ikke andre muligheder end at blive skilt.
Ikke hvis jeg skulle passe på mig selv og vores børn.
Har jeg glemt noget? Vil du dele det med os andre?
Skriv gerne i kommentarerne nedenfor 🙏
Comments