Dette er en personlig beretning. Og jeg er i skrivende stund i tvivl om dens relevans.
Men ikke desto mindre så presser den sig på. Jeg ved ikke helt hvorfor den melder sig nu. Jeg ved det faktisk ikke. Men jeg har alligevel lyst til at skrive den. Min beretning altså. Bare sådan kort.
Min søn er lavet på glas. Det vil sige at jeg ikke kunne blive naturligt gravid og derfor var nødt til at få hjælp til at få ham lavet. Derfor er han lavet på glas på Hvidovre hospital. Jeg blev gravid i første IVF forsøg.
Da Hubert (min søn) var 6 måneder gammel, fik jeg pludselig voldsomme mavesmerter. Jeg kan huske at jeg lå ude på vores badeværelsesgulv, ligeså lang jeg var. Smerterne var så voldsomme at jeg så farver - grønne farver husker jeg - mærkeligt hvad man husker, men det gjorde jeg.
Jeg havde det som om jeg blev skåret med knive i maven. Jeg ringede til lægevagten. Min mand - nu eksmand, var sur på mig af en eller anden årsag og smed telefonbogen til mig (dengang brugte man telefonbøger), da jeg skulle finde nummeret til lægevagten. Lægevagten ville komme om nogle timer. Fint nok, måske skulle jeg bare prøve at sove lidt. Men smerterne tog til og for at Hubert kunne passe sin søvn, tog jeg selv bilen til skadestuen.
På skadstuen blev jeg hurtigt tilset af en læge, som mente at jeg skulle have en graviditetstest. Jeg var vitterligt ved at falde ned af briksen. Graviditetstest. Seriøst? Jeg var ligesom ny mor til baby. Jeg tror det fløj ud af mig, at vi jo nærmest ikke havde haft sex. Jo måske et par gange, men min søn var jo lavet på glas og jeg kunne ikke blive gravid naturligt.
Men hvad om alt er, så var jeg gravid. Jeg var formentlig gravid uden for livmoderen. Jeg var 4 uger + 4 dage henne og æggelederen var bristet og der var der blødning i bughulen (deraf smerterne). Jeg skulle opereres og have fjernet min æggeleder. Helst begge.
Min læge anbefalede at jeg fik fjernet begge. Men det ville betyde, at jeg aldrig kunne blive gravid naturligt. Kun via IVF. Jeg har altid drømt om mange børn og jeg har altid drømt om oplevelsen af at stå med en graviditetstest i hånden og blive overrasket. Så jeg holdt fast i, at de kun skulle fjerne den ene æggeleder. Måske kunne jeg blive naturligt gravid via den anden æggeleder.
De lavede en kikkertoperation og jeg fik fjernet højre æggeleder og det foster som jeg ikke vidste eksisterede, men som havde ligget og puttet sig i min æggeleder.
Fem måneder efter sidste operation, sidder jeg med en klient i terapi og pludselig får jeg smerter i maven. Jeg kan huske at jeg tænkte, at jeg var nødt til at gennemføre terapisessionen som om intet var sket. Det vigtigste var, at klienten fik sin session og jeg fik hende godt ud af døren. Jeg husker at jeg slet ikke hørte efter den sidste del af sessionen, jeg havde så mange smerter i maven at jeg slet ikke kunne koncentrere mig. Da jeg kom hjem sagde jeg til min mand, at jeg hellere lige for en sikkerhedsskyld måtte forbi skadestuen. Jeg var gravid igen og den samme læge som opererede mig sidste gang, opererede mig også denne gang. Denne gang var jeg 4 uger henne. Igen fik jeg endnu engang fjernet en graviditet uden for livmoderen og dermed også min sidste æggeleder.
Og hvorfor skriver jeg så det her. Jo det gør jeg for det jeg tænker tilbage på nu, det er hvor ensomt det var at gå igennem mine aborter. Bare det at skrive mine aborter, er mærkeligt for mig, for jeg tror aldrig jeg eller mine omgivelser har talt om det som aborter. Der blev ikke taget tid til at give det opmærksomhed. Mine svigerforældre nævnte det aldrig overfor mig. De omtalte det simpelthen ikke. Som om det ikke var sket. Og det var virkelig svært at tage det op, når andre ikke talte om det eller nævnte noget, selvom jeg godt vidste at de vidste det. Det var virkelig hult og ensomt.
Måske talte ingen om det fordi jeg havde den dejligste lille søn og selvfølgelig ikke skulle have babyer lige efter ham. Eller skulle jeg?
Indimellem så genbesøger jeg i mine tanker, den tid hvor jeg lå på hospitalet. Jeg kan huske at jeg mærkede sorgen over, at min mulighed for en naturlig graviditet var endegyldigt slukket.
Jeg kan også huske min desperation efter søvn i den tid. Efter min første operation, jeg bad personalet om "please please, må jeg ikke godt sove her en nat mere, jeg er så træt og har ikke sovet ordentligt i 6 måneder". Det fik jeg lov til.
Og så kommer jeg tilbage til relevansen af denne fortælling. Måske har den ikke nogen relevans for dig. Men for mig er det faktisk første gang nogensinde jeg har talt med mig selv om mine aborter og faktisk kaldt det aborter. Og faktisk taget det alvorligt.
Men måske kan det også have relevans for dig fordi at det er en ensom proces at gå igennem. Ensomheden var bare stor og rungende, i hvert fald for mig. Der var ikke rigtig nogen der talte med mig om det bagefter. Det har faktisk fyldt meget lidt igennem årene. Faktisk ingenting. Men jeg var gravid to gange og begge gange gik graviditeterne til. Jeg har da tænkt over hvordan det hele var gået hvis den ene af graviditeterne var blevet til noget. Der var jo faktisk et foster hver gang. Jeg ventede babyer to gange og begge gange blev de ikke til noget. Det er sådan den åbenlyse sorg. Men der er flere aspekter af den sorg. For mig handlede det også om at muligheden for blive naturligt gravid forsvandt. Endegyldigt. Altså den graviditet hvor jeg står og vifter med en graviditetstest i hånden imens faderen til mit barn bliver både overrasket og rørstrømsk. Ligesom på film. Den mulighed var forsvundet for altid. Jeg ville aldrig kunne blive naturligt gravid igen. Aldrig. I stedet ville jeg skulle have børn på glas og graviditetstesten var et opkald til afdelingen for at høre om mit HCG (graviditetshormon var steget) for derefter at køre hjem fra job og fortælle min mand om det. Antiklimaks. Big time.
Det var virkelig sorgfuldt for mig. Og jeg følte mig magtesløs. I dag undrer det mig lidt at mine aborter fik så lidt opmærksomhed. Altså at det fyldte så lidt. Og at det fyldte så lidt den betydning som det fik at have aborter udenfor livmoderen. Men som min datter Rosa siger i dag "mor jeg var nok ikke blevet født hvis en af de babyer var blevet til noget" og det er nok rigtigt. Og hende ville jeg ikke undvære.
Så hvad er det her. Det er min personlige fortælling om at miste muligheden for at få børn naturligt og opleve tavsheden og ensomheden efter aborter. Hvad ville jeg ønske jeg havde gjort anderledes, jeg ved det ikke. Men jeg skulle nok have insisteret på overfor mig selv at det var ok at mærke sorgen. Jeg skulle også have rakt ud til mine omgivelser og insisteret på at den skulle have plads. Men jeg tror at jeg tvivlede på min berettigelse af sorgen og når omgivelserne så heller ikke siger noget, så bliver det på en eller anden måde en bekræftelse på at det ikke var en betydningsfuld oplevelse. Men det var det for mig.
Comentarios