Økonomisk vold: De usynlige lænker
- Anne-Cathrine Blegvad
- 13. jul.
- 3 min læsning

Hver eneste dag oplever tusindvis af danskere, at deres adgang til penge bliver brugt som et våben mod dem. Ifølge Social- og Boligstyrelsens seneste undersøgelse anslås det, at omkring
82 000 kvinder og 43 000 mænd årligt udsættes for fysisk, psykisk, seksuel og/eller økonomisk partnervold i Danmark. sbst.dk
Hvad er økonomisk vold?
Social- og Boligstyrelsen definerer økonomisk vold som handlinger, der “mindsker eller fratager en person muligheden for at bestemme over sine egne penge eller sit forbrug.” Det kan være alt fra at nægte adgang til egne konti, tildele “lommepenge”, tvinge til at optage gæld eller skrive under på lån. Konsekvensen er ofte total økonomisk afhængighed – og dermed tab af handlefrihed. social.dk, og ikke mindst en sårbar situation ved skilsmisse. Som psykolog og privat praktiserende med speciale i psykisk vold, gaslighting og post seperation abuse, ser jeg ofte kvinder der har levet med økonomisk vold og helt mistet sin fornemmelse af sig selv som individ og handlekraftigt menneske.
Det sker i alle sociale lag
Økonomisk vold er ikke forbeholdt en bestemt indkomstgruppe. Internationale og danske undersøgelser viser, at partner- og økonomisk vold forekommer lige så hyppigt – nogle studier peger på oftere – i velhavende familier som i lavindkomstmiljøer. Den største forskel er den måde, overgrebene maskeres på: penge, prestige og forestillingen om “det perfekte liv” gør det sværere at opdage og tale om.
Økonomisk vold på tværs af alle sociale lag
Socialt lag | Typiske greb | Psykologisk fangeargument |
Lavindkomst / kontanthjælp | Kontrollere ydelser, tilbageholde Dankort, kræve alle kvitteringer, tage lån i partnerens navn. | "Du kan ikke klare dig uden mig og jeg vil ødelægge dig hvis du går fra mig". |
Middelklasse | Skjulte fælles-lån, skjulte opsparinger, stramme budgetter, særregler for udøveren, kontrol over kreditkort og konti. | “Vi skal jo spare – du bruger altid for meget.” |
Velhavende / ressourcestærk | “Lommepenge” trods luksusliv, ingen indsigt i investeringer, trusler om at fjerne adgang til feriebolig/bil. | “Du får alt betalt – vær taknemmelig og lad mig ordne økonomien.” |
Disse eksempler er eksempler fra min praksis, men husk at der er masser af overlap og ligheder, det er bare med forskel på hvad der er af aktiver. Men følelsen af at være fanget er den samme uanset hvilke sociale-lag vi bevæger os i.
Bemærk: I de mest privilegerede miljøer bliver taknemmelighed selve låsen. At sætte spørgsmålstegn ved ordningen opleves som utaknemmeligt og skamfuldt, hvilket fastholder den udsatte yderligere.
“Taknemmelighedens fængsel”
Når partneren konstant minder én om, hvor godt man har det materielt, skabes en dobbelt virkning:
Skam: “Jeg burde ikke klage – andre har det værre.”
Selvtvivl: “Hvis jeg ikke kan styre et stort budget, er det nok bedst, at han/hun gør det.”
Denne dynamik slører grænserne mellem omsorg og kontrol, og omgivelserne ser kun det velpolerede overfladebillede: store huse, rejser og designermøbler. Der kan være et behov for indsigt i økonomien, men uden at få lov tl at få indblik. Du får at vide at du skal have tillid til at der bliver sørget for dig ved dødsfald eller skilsmisse. Og så må du bare gå i uvisheden hvis det skulle ske. Det kan give en følelse af at miste kontrol og handlemuligheder over sit eget liv. Også selvom der er mange ressourcer og det ser godt ud udadtil. I virkeligheden kan det være at I kører i overhalingsbanen økonomisk, men på papiret er du bankerot hvis I bliver skilt.
Advarselslamper – uanset indkomst
Du skal bede om penge til basale udgifter.
Adgangskoder til netbank ændres uden din viden.
Du bliver gjort ansvarlig for gæld, du ikke har valgt.
Job- eller uddannelsesplaner bliver aktivt nedprioriteret “for familiens skyld”.
Al økonomisk information er “for kompliceret” til, at du behøver indsigt.
Veje ud af kontrollen
Dokumentér – gem screenshots, kontoudtog og beskeder.
Søg rådgivning – kontakt Lev Uden Vold, kommunen eller et krisecenter for økonomisk-juridisk sparring eller Mødrehjælpen.
Byg et fortroligt netværk – del situationen med én betroet person; isolation er udøverens stærkeste kort.
Lav en exit-plan – små opsparinger (evt. i kontanter), kopi af vigtige papirer, et sikkert sted at tage hen. Sørg for at have din egen bank og konti.
Glæd dig til næste podcast-afsnit
Inden længe udkommer vi med et helt nyt afsnit om økonomisk vold. Her møder du Birgitte, der trods et udadtil glamorøst ægteskab måtte leve for små lommepenge og blev presset til at opgive sin karriere for at “passe hus og børn”, mens manden frit dyrkede sin. Birgittes historie afdækker, hvordan skam, taknemmelighed og økonomisk afhængighed kan holde én fast – også når alt glitrer udadtil.
👉 Følg med – og del gerne opslaget, hvis du vil være med til at bryde tavsheden om økonomisk vold.