I den foregående uge har jeg mødt flere klienter i terapi som har startet en sætning med "jeg er typen der godt kan lide at please".
Kender du det? Er du også typen der kan lide at please? Så læs lige med her.
Jeg synes den sætning er så interessant fordi den netop er et udtryk for en enorm veludviklet tilpasningsevne.
Det at please er bare så negativt-ladet. Og der er ikke plads til meget omsorg for sig selv, i den sætning.
Lad mig lige prøve at forklare det.
Tilpasningsevnen:
Hvis du er vokset op med forældre der har været optaget af deres egne behov, fraværende, kritiske eller følelsesmæssigt ustabile, så har du tidligt, lært at tilpasse dig.
Det har du fordi, at hvis du ikke tilpassede dig kunne det få konsekvenser. Du har lært at du skulle gå varsomt omkring den forældre der kunne være følelsesmæssigt ustabil, fordi det at se den forældre "gå op i limningen" eller blive uforholdsmæssigt vred, var utrygt og ubehageligt.
Måske var det noget du havde sagt eller gjort som udløste en voldsom vrede eller sammenbrud.
Det er ikke sikkert at der skulle meget til at udløse reaktionen, måske vidste du ikke engang hvad der havde udløst det. Du vidste bare at der var noget galt. Ofte allerede inden der kom en reaktion vredesudbrud eller sammenbrud.
Det indebar måske at hele familien gik på listetæer rundt i hjemmet for at undgå en reaktion. Alle var nervøse for noget var under opsejling. Du var nervøs. Måske kom det pludseligt og helt uforudsigeligt.
Uanset, så fik du indtrykket af at denne forældre skulle håndteres forsigtigt og det var bedst ikke at stille krav, give udtryk for behov eller sige fra.
Du har formentlig også gået forsigtigt omkring din forældre hvis de var kritiske og du har forsøgt at tilpasse dig for at få den omsorg som du havde brug for. og undgå at blive nedgjort, kritiseret og i det hele taget gjort forkert.
Var det en fraværende forældre som du voksede op med så har du måske holdt vejret og nydt de stunder som I havde sammen, også selvom det måske ikke var noget som der fangede din interesse, det I lavede sammen. Men I lavede det sammen og det var bedre end ingenting. Du holdt vejret så øjeblikket ikke forsvandt.
Det kan også være at din forældre har været både ustabil, kritisk og følelsesmæssigt fraværende på en og samme tid. Det kan være at du fik ansvar for din forældres udbrud. At du fik at vide at du var krævende eller du var egoistisk.
Min pointe er, at når du som barn længes efter følelsesmæssig kontakt med en forældre, så lærer du tidligt at tilpasse dine behov, længsler og ønsker din forældre. Det vil sige at du mister dig selv.
Mange af dem jeg møder har taget den overudviklede tilpasningsevne med ind i voksenlivet. Med ind i deres relationer som kæreste, ven eller veninde. Og ikke mindst stadig i relation til deres forældre. De tilsidesætter deres egne behov og ønsker for at gøre andre glade. Jeg havde en ung kvinde i sidste uge som havde aftalt at mødes med nogle veninder på en cafe. Hun ville egentlig gerne på en anden cafe, men har altid "bare" gået med strømmen og undladt at sige hvad hun gerne ville. Hun kom glad tilbage og fortalte mig at hun nu havde foreslået en anden cafe. Super. Og hvad var resultatet. Veninderne havde sagt at det lød fint og ingen havde studset mere over det. Ud over at hun aldrig, som i aldrig sagde hvad hun gerne ville. Det er et rigtig godt eksempel som måske for flere kan lyde banalt, men for dem der har været vant til at tilsidesætte dem selv for andre, kan se at det kan være en stor ting at sige hvor de gerne vil hen, at de ikke orker ses i dag, men gerne en anden dag, at de gerne vil læse en bog i stedet for at gå i biffen osv.
Hvad kan du så gøre?:
Først og fremmest kan du blive opmærksom på at det er det der sker. Det vil sige at hvis du altid sætter dig selv til side for at gøre andre glade, skal du måske øve dig i at give udtryk for hvad du gerne vil, ligesom eksemplet ovenfor.
Hvis du ikke kan mærke eller ved hvad du vil, så skal du øve dig på at mærke det i situationen. Mærker du noget når din veninde ringer og spørger om I skal ses? Mærker du noget når du siger ja til at komme hjem til dine forældre og hjælpe med at ordne garagen.
Hvis du frit kunne vælge på hylderne, hvad ville du så gerne? Hvad er det værste der kan ske hvis du siger hvad du godt kunne tænke dig?
Det der er vigtigt også det er at identificere hvor det kommer fra. Hvor kommer denne evne og dette ønske om at tilpasse sig fra?
Min oplevelse er at der er meget mere plads til at møde sig selv kærligt, når du forstår hvor dit ønske om at sætte andre først kommer fra.
Hvis du har sat dig selv og dine behov til side for at undgå at gøre din forældre vrede, kede af det eller undgå at de trak sig fra dig, så giver det jo god mening at du har forsøgt at glatte ud og gå varsomt frem med dine ønsker og behov, for at bevare kontakten, relationen og stabiliteten.
Det er sørme et stort ansvar for et barn, hvis du spørger mig. Det kan jeg godt have meget omsorg for. Kan du?