top of page
Forfatters billedeAnne-Cathrine Blegvad

Det er ikke for at skræmme dig, men vidste du at...

Opdateret: 9. jan. 2022


hvis din partner i løbet af jeres forhold tager kvælertag på dig eller på anden måde forhindrer dig i at få luft, så øges din risiko for at blive slået ihjel af din partner med 7 gange - under eller efter forholdet.

Tænk engang 7 gange.... Det er virkelig skræmmende.


Dr. Eve Valera fra Harvard University har forsket i partnervold. Hun har fundet at det er mere almindeligt end vi tror, at der i forhold hvor der er partnervold, også er kvælningsforsøg.

Kvælningsforsøg, har Dr. Valera også fundet, kan give varige hjerneskader.


Jeg har engang haft en terapigruppe med kvinder udsat for vold. Alle kvinderene i gruppen havde oplevet, at deres partner tog kvælertag på dem. Alle kvinderne havde i gruppen fået taget kvælertag af deres partner.

Alle kvinderne havde fået at vide af deres partner, at det ikke var noget alvorligt og de jo ikke havde slået dem. De bagatelliserede altså volden og drabsforsøgene.

Og det samme gjorde kvinderne. "Jamen han slog jo ikke" og "der skete jo ikke noget".

Men det interessante var, når kvinderne hørte hinandens historier, så tog de det meget alvorligt.

Ingen af kvinderne havde tidligere fortalt eller sagt højt, at de havde været udsat for kvælningsforsøg. De havde gået alene med det i lang tid.

Og jeg er simpelthen nødt til at fortælle dig, at disse kvinder er helt almindelige kvinder. De kunne være din søster, din veninde, din kollega og endda din datter. De er helt almindelige unge kvinder. Kompetente kvinder. Det kan ske for alle.


Når din partner tager kvælertag på dig, så er det en magtdemonstration. Han viser dig at han har magt og kontrol over dig. Han viser dig at han kan tage dit liv når som helst.


Hvert år bliver ca. 12 kvinder dræbt af deres partner eller tidligere partner. 23 % af alle drab begået i Danmark er partnerdrab.


Motivet for drabet er ofte jalousi eller skilsmisse. Forud for drabene har der i de fleste tilfælde været psykisk vold.


En rapport fra 2016 viser, at de drab der er begået, ofte er en kulmination af psykisk vold der har gået forud for drabene.


En rapport fra Justitsministeriet viser at 74% af ofrene for partnerdrab er kvinder. Altså kvinder der bliver slået ihjel af deres mænd.


Ifølge Jane Monckton Smith (JMS), som er engelsk kriminolog og har forsket i partnerdrab, er der 8 kritiske faser op til partnerdrab. De 8 faser er advarselssignaler. JMS har indsamlet data fra et større studie med 372 sager med drab i nære relationer. Studiet viste, at der er nogle klare indikatorer for, hvornår der er risiko for partnerdrab. Kontrol skal ses som en alvorlig risikofaktor i partnerdrab. Jeg gennemgår de 8 faser nedenfor.


I første fase, som går forud for volden og drabene forklarer JMS, at den der dræber som oftest har en historie med anklager om stalking, jalousi, psykisk vold (kontrol) og vold. Det er ikke nødvendigvis noget de er dømt for, det kan også bare være en tidligere partner, der har udtalt sig om forholdene. Så der er altså en historie med partnervold (fysisk og psykisk), stalking og kontrol. Det er det første advarselssignal.


I anden fase er, som er fasen efter første møde, går alt meget hurtigt, nærmest dobbelt så hurtigt end ellers almindelige forhold. Det kan være at flytte sammen meget tidligt eller erklære sin kærlighed meget tidligt (love bombing).

For den der udøver volden er der en stærk følelse af at være forbundet. Denne forbundethed opleves som retten til særlige rettigheder, eksempelvis oplevelsen af at det kun er ham, der kan bryde jeres forhold.

Vær opmærksom på, at det kan være meget forskelligt fra voldsudøver til voldsudøver hvornår disse rettigheder opleves at træde i kraft. Det kan være efter første date, hvis I har haft sex eller når I er flyttet sammen.


I tredje fase, når forholdet så er i gang, starter kontrollen, stalking og den psykiske eller/og den fysiske vold. Kontrol er ofte meget udpræget og kan vise sig ved at partneren/voldsudøveren bestemmer, om kvinden må gå ud eller hvilket tøj hun skal have på, hvem hun må se og måske isolerer hende fra hendes netværk. Kontrollen fungerer som en måde at forhindre kvinden i at forlade forholdet.


Den fjerde fase kalder JMS triggerfasen. Det er den fase, hvor udøverens kontrol mindskes eller helt mistes. Det kan være i forbindelse med separation eller skilsmisse. Men det kan også være en graviditet eller økonomisk deroute der er triggeren. I denne fase øges risikoen markant.

F.eks kan et brud med voldsudøveren blive opfattet som fuldstændig uacceptabelt og som en krænkelse.


I femte fase eskaleres den kontrollerende adfærd. Det gør den fordi, det at have mistet kontrollen i fase fire, gør at voldsudøveren vil forsøge at genvinde kontrollen. Det gør voldsudøveren ved at eskalere sin adfærd og kontrol. Det kan også være at kvinden love bombes for at få hende igen og dermed genvinde kontrollen. Det kan komme til udtryk på forskellige måder. Han kan trygle hende om at komme tilbage, love guld og grønne skove, stalke, forsøge at kontrollere, true osv. Alt sammen for at genvinde kontrollen. Det betyder at risikoen øges.


I den sjette fase gør voldsudøveren sig overvejelser om, hvordan situation skal løses.

Det er derfor en fase, der er svær at opdage. Måske går voldsudøveren videre til næste kvinde og cyklussen gentager sig. Måske går kvinden tilbage til forholdet og forholdet vender tilbage til den tredje fase. Altså fasen hvor kontrollen og den generelle vold udspiller sig. Men i nogle tilfælde er det i denne fase at voldsudøveren beslutter sig for at slå sin tidligere partner ihjel.


Når voldsudøveren har besluttet at slå kvinden ihjel, starter fase 7; planlægningsfasen. I mange af de drab, som JMS undersøgte, var der en planlægningsfase. Det vil sige at drabet planlægges. Det planlægges hvordan drabet skal gennemføres, måske ved at søge på nettet om, hvordan man slår nogen ihjel og/eller hvordan man får det til at se ud som om de bare er forsvundet. Indkøbe det som skal bruges til at slå ihjel med, f.eks. våben osv. Nogle udøvere går hurtigt fra trigger til drab, men i flere tilfælde kan der gå fra en til flere måneder fra trigger til drab.


Et uhyggeligt eksempel på denne fase er Maria From som blev slået ihjel af sin ægtefælle Thomas. Han havde lavet en grundig iskold og beregnende planlægning op til drabet.


Selve drabet er fase otte. Fasen hvor drabet rent faktisk udføres. Der er ikke en egentlig typisk måde drabet udføres på, men forskning i USA viser, at kvælning er en metode som ofte er benyttet. I Danmark viser en rapport fra Justistsministeriet i februar 2020, at drab i nære relationer ofte har med jalousi og separation at gøre. Kvinder der bliver dræbt, kvæles oftest .

Det der kendetegnede JMS forskning er, at drabene ofte var meget aggressivt udført og det kan tyde på den ophobede vrede og aggression som ligger til grund for drabet.



Hvorfor skriver jeg så denne blog om drab i nære relationer? Det gør jeg fordi du skal tage det alvorligt, når der er psykisk vold, vold og kontrol i relationen. Du skal tage det seriøst når din partner har en historik med psykisk eller fysisk vold.


Der er mange fagorganisationer som råber vagt i gevær i forhold til sammenhængen mellem drab og partnervold. Som appellerer til, at der laves en politisk handleplan for at forebygge disse uhyggelige drab. Men indtil at det lykkes, så er det vigtigt at du passer på dig selv. Er du, eller har været i et forhold med en voldelig partner, uanset om det er psykisk eller fysisk vold, så er din og dine børns sikkerhed det vigtigste.


Hvis du også bagatellisere din partners kvælningsforsøg, så start med at tage din egen sikkerhed alvorligt. Husk - du har 7 gange større sandsynlighed for at ende i drabsstatistikken, hvis nogen har taget kvælertag på dig. Start med at tale med nogen om det.




5.006 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

コメント


bottom of page