• Anne-Cathrine Blegvad

Kan man elske sådan en som mig

Opdateret: apr. 20



Kan man elske sådan en som mig, det spørgsmål har jeg stillet mig selv så længe jeg husker. Det er måske formuleret mere raffineret idag, end det var da jeg var barn, men essensen er den samme.

Kan man elske sådan en som mig?


Det at jeg har haft den tvivl om mit eget værd, har haft betydning for mine venskaber og kæresterelationer.


Igennem mit liv har jeg søgt relationer med mennesker, som jeg har kunnet genkende fra min egen opvækst.


Jeg har søgt kaos og uro.

Jeg har søgt følelsesmæssig utilgængelighed. For det har været velkendt og dermed trygt. Det vidste jeg jo hvad var. Jeg har været vant til at kæmpe for relationer og været på hårdt arbejde i forhold til at fastholde relationerne og holde dem i live. Jeg har kæmpet for at føle mig berettiget og jeg har kæmpet for at passe ind.


Ligeså længe jeg husker har jeg kæmpet for opmærksomhed fra mine forældre.

Mine forældre var unge og trods det havde de allerede en del med i bagagen, da de fik mig.


Med min mor har jeg kæmpet for retten til at være mig. Min mor har været kritisk. Det har givet konflikter og skænderier. Jeg har ofte følt mig misforstået og mine følelser er ikke altid blevet mødt. Det har også betydet at mine behov for at få for eksempel omsorg, trøst og beroligelse ikke altid er blevet imødekommet.


Med min far har jeg kæmpet for hans opmærksomhed. Jeg har kæmpet for at han skulle syntes at jeg var interessant og havde lyst til at beskæftige sig med mig. Kontakten med ham, hvis der var et glimt af interesse eller kontakt, husker jeg som om at jeg måtte holde vejret for at øjeblikket ikke forsvandt. Min fars utilgængelighed har også været en enorm drivkraft for mig. For jeg har arbejdet hårdt og målrettet for at opnå nogle mål i livet, det har jeg vidst han ville lægge mærke til. Men det har været med blik for præstation.


For nogle år siden sagde den ene af mine forældre at det havde været svært at elske mig. Det satte spor i mi og klart jeg tænkte at det handlede om mig og at jeg var forkert.

Jeg tror det var en fortalelse og jeg tror også, at jeg idag ved hvad der lå bag den udtalelse. Nemlig min forældres egen følelse af utilstrækkelighed i forhold til at slå til. Så det handlede mere om min forældre end det gjorde om mig. Men selvfølgelig ramte det mig.


Jeg har ofte følt mig ensom og utryg.


Da jeg blev ældre og fik kæreste, havde jeg svært ved at være i forhold med dem som var søde, trygge og stabile. Jeg vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, eller dem.

Jeg testede dem, for at se om de nu også virkelig mente, at de kunne lide mig. Jeg havde svært ved at tro på det.

Dengang sagde jeg til mig selv, at jeg kedede mig og jeg kasserede dem eller de fik ikke en chance.

Jeg forstod simpelthen ikke, at al den tryghed og stabilitet gjorde mig utryg.

Jeg holdt relationer, som ikke var konstruktive, i live. Det gjorde jeg for at undgå afvisningen. Fordi netop med afvisningen, ville jeg få bekræftet, at man ikke kunne elske sådan en som mig. Det gælder også i venskaber.


Min gamle terapeut Liz Whitta, som i mine unge år var min livline, har sagt mange kloge ting til mig. Men engang sagde hun "prøv at lade være med at tage kontakt og se hvem der reagerer". Det var meget skræmmende og konfronterende og jeg gjorde ikke som hun sagde dengang. Men jeg har tænkt på det mange gange siden, jeg har også forsøgt i det små.

Jeg er blevet bedre til at give udtryk for at jeg længes efter kontakt, istedet for bare at give slip.


Hvorfor skriver jeg så alt det her om mig. Udleverer mig selv.


Det gør jeg fordi vi alle har en historie med os.


Jeg hører mange lignende historier fra min praksis hver dag og jeg genkender mig selv i mange af dem.


Igennem en stor del af mit liv har jeg arbejdet med mig selv.


Jeg har arbejdet med mit eget selvværd.


Jeg er blevet klogere på hvorfor jeg har haft svært ved at elske mig selv og forstå hvorfor jeg har haft svært ved at forstå at andre kan elske mig.


Jeg har lært, at mine oplevelser i min opvækst ikke handler om mig, men om de ressourcer som mine forældre havde med sig. De har uden tvivl forsøgt det bedste de kunne og med det som de havde med sig. Men jeg fortjente selvfølgelig både trøst, omsorg og opmærksomhed. Det var jeg værd.


Idag har jeg lært, at man godt kan elske sådan en som mig. Det til trods for at jeg både begår fejl, har masser af mangler og til tider kan føle mig utilstrækkelig.


Jeg er det hele værd. Det er du også.

617 visninger

KONTAKT

Adresse:

Charlottenlund Stationsplads 2, Lok. 105

2920 Charlottenlund

Danmark​​

E-mail: 

blegvad@protonmail.com

Tlf: 

+45 30 21 95 21

  • Sort Instagram Icon
  • Black Facebook Icon

FIND VEJ

OM ANNE-CATHRINE BLEGVAD

Cand. psych. aut. og specialist i psykiatri.