Tankerne flyver afsted når man løber. Det gjorde mine tanker også på årets første, og lad os være realistiske formentlig, sidste løbetur.
Ikke desto mindre blev jeg klogere.
Tanker om mit svære samarbejde med min eksmand fyldte på løbeturen.
Hvorfor bliver jeg så vred, når vi kommunikerer?
Hvorfor føler jeg mig så krænket, når mine grænser gang på gang bliver overskredet?
Hvorfor oplever jeg at jeg møder en mur, når det handler om børn? Penge? osv.
Vi er uenige om næsten ALT.
Måske ikke alt.
Fordi i bund og grund vil vi vores børn det allerbedste.
Hvis jeg skal være helt ærlig, så vil vi også hinanden det bedste.
Men vores forventninger til hinanden er bare så langt fra at være på bølgelængde, at det skaber konflikter.
Når vi oplever kriser og konflikter bliver jeg ramt af de svære følelser. De kan slå mig ud af kurs og jeg mister overblikket. Bliver sendt tilbage der, hvor det gjorde allermest ondt i de tidlige år lige efter skilsmissen. Der hvor konflikten var på sit højeste, afmagten var størst og alle var ilde tilredte, som havde vi været i krig.
Idag varer kriserne heldigvis ikke så lang tid mere. Jeg ved nu, at mine kriser, når vi har konflikter, driver over, de passerer hurtigt igen. Men det er stadig smertefuldt at komme i kontakt med de svære følelser.
Grundlæggende er der en sorg over at vi ikke formåede at skabe den kernefamilie, som jeg tror de fleste drømmer om når de gifter sig og får børn.
Der er en stor sorg over, at de første store traumer som børnene oplever, er nogle vi selv har givet dem. En stor skyld.
Men uanset hvad, så er det at lade sig skille, ikke en beslutning som skal tages let. Det er derimod en beslutning, som for mit vedkommende var undervejs i årevis. Den blev ikke taget uden kamp, opråb eller forsøg på at genskabe kontakten. Men uden held.
Man ved hvad man har, men man ved ikke hvad man får når man bliver skilt.
Det er som at begive sig ene og alene ind i ukendt land.
Nogle er gode til det andre er ikke. Vi var ikke gode til det.
Så hvorfor opstår de svære følelser når vi samarbejder?
Min hypotese er, at de svære følelser opstår, når jeg har forventninger til ham, min eksmand, som han uanset intention, ikke kan leve op til. Når jeg forventer, at han tænker ligesom mig og har de samme værdier som jeg har.
Vi ser først og fremmest tingene forskelligt.
Vores værdier og livsindstillinger er grundlæggende forskellige, hvilket jo også årsagen til at vores ægteskab ikke kunne bære. Blandt andet.
Så hvad kan jeg selv gøre ved de svære følelser?
Som psykolog kan jeg også kan blive usikker på, hvordan jeg håndterer konflikter i mit liv. Konflikter som rammer mig følelsesmæssigt og som slår mig ud af kurs.
Derfor konsulterede jeg min gode veninde som også er psykolog.
Hun er klog på skilsmisser og i det hele taget bare klog.
I bund og grund handler det om, at jeg skal kunne stå inde for og handle ud fra mine egne værdier.
Kunne skal kunne se mig selv i øjnene og ikke komme i konflikt med hvad der grundlæggende er vigtigt og rigtigt for mig.
Så for mig handler det om at skrue forventninger ned, ikke forvente noget som ikke kan opfyldes.
Være bevidst om, at det jeg kan opleve krænkende eller grænseoverskridende, måske slet ikke er ment sådan eller oplevet sådan.
Vi er bare så forskellige i vores tilgange til livet og værdier.
Jeg skal øve mig på at være tro mod mig selv og mine værdier i samarbejdet med min eksmand.
Jeg skal være bevidst omkring "hvorfor jeg gør, som jeg gør og hvilke værdier som ligger til grund for mine handlinger". Som et nyt mantra, skal jeg holde mit fokus på hvilket menneske jeg gerne vil være og forsøge at efterleve det.
Også når bølgerne går højt.
Ovenstående er ganske banalt, men nogle gange kan vi forsvinde og blive væk i selv det mest simple.
Til dig, som står i den svære skilsmisse, prøv denne øvelse: Skriv ned, hvordan du gerne vil være som menneske, som mor, som eks. Gør det enkelt, gerne i pind-form. Gem sedlen og tag den frem ind imellem - og sammenhold den med dine handlinger i hverdagen. Lever du op til dig selv? Hvis ikke,så start i det små. Lav en lille ændring ad gangen. Lav en lille aftale med dig selv om, at du kigger på sedlen inden du sender den næste vrede mail eller SMS. Og giv dig selv kredit, hver gang det lykkedes at leve op til dig selv.